Græssult. Baggaardsbaroner. Jonas Villumsen

“Jeg kan lige så godt åbne ballet med at sige, at fodboldstadioner er blevet et sted, jeg gør af mig selv, når jeg ikke ved, hvor jeg ellers skal gøre af mig selv.
Det er måske store ord at klapre ud gennem tastaturet, på en tirsdag formiddag som denne, men det er sandheden. Måske er det en mild fornemmelse af formål.
En slags, om ikke andet. Kender du det? Formål?”

I en række elektroniske postkort til en gud, han som udgangspunkt ikke tror på, rækker en mand ud for at gribe efter noget at holde i. Guds hånd, sin egen.
Græssult er et mikrokosmos af kaffekopritualer, skilsmisse, skønlitterære fodboldreportager, stueplanters liv og død, liv og død i det hele taget, og tribunefællesskab.

Det er således både en fodboldbog og ikke en fodboldbog. Det er også en fotobog og ikke en fotobog. Pragtfulde billeder af fotografen Anders Hviid står som en stribe smukt konkrete nåle i kortet over København og omegn.
Det er en bog, der insisterer på, med vold og magt og pomp og pragt, at stikke et flag i krydsfeltet mellem fodbold og følsomhed. Både når den vender blikket udad og når den vender blikket indad.
Den er en vekselvirkning mellem at betragte de sprællevende omgivelser på et divisionsstadion og at tage en halvbesværet vandretur gennem sig selv. En vekselvirkning mellem at beskrive de små kirkesamfund på tribunerne, og at skyggebokse med Gud eller sig selv som modstander.